Murasakiiro no Hoshi (bogstaveligt: Lilla stjerne) – i daglig tale kaldet Murasa – har altid haft sin gang på et skib. Hendes forældre var handelsfolk, der rejste fra havn til havn med deres varer på det gode skib “Trust”. Murasa var det eneste barn, og der var megen latter på det lille skib, der var altid mad på bordet – og masser af kærlighed for Murasa (“Vores lille stjerneskud”, som hendes forældre tit sagde). Der var altid masser af arbejde at komme efter, for enhver ærlig sjæl, som manglede en mønt mod et stykke ærligt arbejde, for Murasas far var en god mand.

Det er netop dérfor, Murasa aldrig har forstået, hvorfor hun en efterårsdag blev efterladt alene på havnen i Mutiara Gondok. Hun var netop fyldt 13, og tog ind mod markedspladsen for at handle et smykke for sine fødselsdagspenge. Da hun kom tilbage til havnen, var skibet væk – uden så meget som et spor. De andre handelsfolk ved havnen fortalte, at skibet sejlede bort for mange timer siden, og ingen havde set noget mistænkeligt.

Murasa tilbragte de næste mange dage på havnen. Efterårsvejret begyndte at trænge sig på, det var koldt og det regnede. De første par dage fik hun mad fra de handelsfolk, der havde hørt hendes historie, og set hende sammen med hendes forældre få dage forinden – men som tiden gik, rejste de alle væk, og de nye tilrejsende – og de lokale – så nu kun en beskidt vajsenhuspige.

• * *

Til sidst måtte Murasa, drevet fra sans og samling af sult, begynde at klare sig selv, som kun fattige småbørn kan; den gammeldags femfingrede rabatordning. Hun stjal et brød og et æble fra en stand, og selvom hun var nervøs, var der ingen der fangede hende…ja, nærmest ingen som ænsede den beskidte, lille pige. Murasa får fingrene i noget papir, og skriver nøjsommeligt ned, hvem hun har stjålet fra. Hun vil betale dem tilbage, når hendes forældre henter hende.

Murasa havde nu midlerne til at sørge for sig selv, og sådan gik de næste måneder. Efterår blev til vinter, mens Murasa stadig tog til havnen dagligt for at se efter sine forældre, eller hører de tilrejsende, om de havde set “Trust” – men der var aldrig gode nyheder.

Vinter bliver til forår, og Murasa opdager pludselig en sen aften, at hun ikke har besøgt havnen i flere dage. Hun græder sig selv i søvn under en bro den nat.

• * *

Forår bliver til sommer, og Murasas evner udi tyveriets kunst har udviklet sig. Folkene på markedspladsen begynder at huske hende, og hun stjæler nu andre steder. En pung fra en forvirret mor, et par guldstykker fra kaptajnens bord på et skib på havnen. Listen med dem, hun har stjålet fra, har hun smidt i havnen for længe siden, og hun har vænnet sig til den nye hverdag.

En skæbnesvanger eftermiddag ser hun et oplagt mål; en gammel mand med en stok, som går forsigtigt gennem gaderne. Gamle folk ryster ofte så meget, at de ikke kan mærke noget – og hvis de opdager noget, er de så gamle, at de ikke kan løbe efter hende. Da hun nærmer sig ham, ser hun noget besynderligt: Den gamle mands hænder, som med en ufattelig hurtighed bevæger sig i lommerne på forbigående handlende, når han stavrer ind i dem – og tilbage under mandens egen kappe.

Drevet af sin nysgerrighed følger Murasa efter manden gennem byen, væk fra handelsmændendes kvarter, forbi krigshavnen – og pludselig går det op for Murasa, at de er på vej tilbage mod handelshavnen – et sted, hun ikke har været i månedsvis. Dybt optaget af sine egne tanker, mister Murasa et øjeblik følingen med den gamle mand – og da hun går rundt om et hjørne når hun dårligt at se sig for, før hun ligger på jorden med en pressende fornemmelse på hendes strube.

Den gamle mand – som viser sig slet ikke at være så gammel, som hun troede…nok nærmere sidst i 40’erne – står over hende med hans stav presset mod hendes hals. Med flammer i øjnene og dunder i stemmen udbrød han: “Hvem er du, pigebarn. Og hvorfor følger du efter mig?”

Og sådan mødte Murasa og Huo hinanden – og ingen havde set, det skulle udvikle sig til et livslangt venskab.

• * *

Huo – eller “Gamle Huo”, som Murasa de andre børn kaldte ham – var i virkeligheden lommetyv, og leder af en tyvebande. Banden var fyldt med alskens tyve; indbrudstyve, listetyve, lommetyve…Gamle Huos eneste krav var, at vold ikke var vejen frem. Selvfølgelig skulle alle kunne beskytte sig selv, men som udgangspunkt skal ingen røverier begås med voldelige midler.

Gamle Huo var dog selv en ferm kæmper – i hans unge dage havde han været soldat, og da han kom tilbage til byen var der intet arbejde at få. Gamle Huo tog Murasa under sin vinge, og lærte hende alt han vidste om at kæmpe. Hos Gamle Huos bande, lærte Murasa desuden alt om at stjæle fra de mange tyve, der synes den nysgerrige unge pige var spændende.

Og Murasa var et naturtalent.

Det var også her, at Murasa lærte Chen at kende. Chen var på nogenlunde samme alder som Murasa, og som de hormonfyldte teenagere de var, blev de hurtigt et par.

Murasa var, for første gang siden hun blev efterladt, lykkelig.

• * *

Et år er nu gået. Murasa er ikke længere et barn, men en ung kvinde på 14-15 år.

En sen nattetime, vågnede Murasa med en dårlig fornemmelse i maven. Få sekunder efter blev døren til bandens kælder sparket ind af byvagten, og med ét var alt kaos. Murasa slap væk gennem en af de mange hemmelige udveje, og var nu – endnu engang – alene.

De næste par dage gik med at prøve at finde ud af, hvad der var sket, men panik i sindet og konstant kiggen over skuldrene. Byvagterne havde fået fingre i nogle af bandens medlemmer, men langt de fleste lod til at være gået under jorden – inklusive Chen.

Murasa var ulykkelig, både over at have mistet sin hjertenskær, men også over at have mistet sin sikre base, og sine venner.

• * *

Murasa fandt en sen aften sig selv sig selv stående på handelshavnen. Hun observerede byvagten, som slæbte besætningen fra et skib ud af havnen, mens de sagde noget om “pirater” og “rakkerpak”.

Næste aften var skibet stadig på havnen. Det samme aftenen efter. Efter en uges tid, sneg Murasa sig ned på skibet for at kigge sig omkring. Det var rømmet for alt gods, men er ellers i god stand. Byvagten lod til at have glemt alt om skibet, og Murasa sov for første gang i ugevis indendørs – og vågnede for første gang i ugevis og var tør om morgenen.

Murasa konstaterede hurtigt at skibet var i en god nok stand til at være sødygtigt. Hun kunne stadig huske barndommens glade dage ombord på “Trust” (omend minderne var bittersøde). Murasa tog skibet ud på en sejltur, og mens hun var væk fra havnen omdøbte hun skibet, så byvagten ikke ville komme efter det.

Et par dage efter lagde “The Broken Trust” til havn i Mutiara Gondok, og har – med få undtagelser – været dokket her siden.

• * *

Murasa tog flere af gadens børn under sine vinger, og gav dem et hjem ombord på “The Broken Trust”. Som ugerne og månederne gik, genfandt hun flere af hendes gamle venner fra Gamle Huos bande.

Langsomt, men sikkert, fik hun opbygget et hjem for sig selv, og for flere af byens unge lovløse ombord på “The Broken Trust”. Pludselig en dag stod Gamle Huo på havnen, og kiggede på hendes skib. Murasa faldt ham om halsen, med tårene trillende ned af hendes kinder.

Gamle Huo var efter byvagtens ransagning gået under jorden, i en gammel ruin fra den gamle by. “Bogstavelig talt under jorden,” grinte han. Gamle Huo havde med sine opsparede penge for nyligt købt et hjem, og boede nu i den pænere del af Handelsmændendes Kvarter – uden at bo prangende, var han dog sikker nu. Gamle Huo havde besluttet sig for, at nu måtte nok være nok. Han havde penge nok til at klare sig resten af livet, hvis han passede på – og han var ved at være for gammel til at lede en tyvebande.

Gamle Huo fik en rundvisning på “The Broken Trust”, og fortalte Murasa at han var stolt at hende, og det hjem, hun havde fået sat op – og det arbejde, hun havde gjort. “Hvad mener du?” spurgte Muramasa forvirret, for hvad hun ikke engang selv havde opdaget var, at hun nu havde sin egen bande af tyve.

Og sådan gik det til, at “Broken Trust”-banden fik et navn og et hjem.

• * *

Muramasa er en 17 årig kvinde, med langt, sort hår og lilla øjne. Hun går nærmest ingen steder uden sin bo-stav, som hun bruger til at forsvare sig selv, når det er nødvendigt. Hun går næsten altid klædt i blå rober, med en sort & sølv mønstret jakke udover.